Suchergebnisse

CONCITO rapporten 'Dekarbonisering af byens logistik' viser, at grøn citylogistik kan bidrage væsentligt til at mindske miljøbelastningen fra byernes vare- og lastbiltrafik og reducere CO2-udledningen. Der beskrives en række cases fra ind- og udland. Rapporten kigger nærmere på de vigtigste håndtag for at fremme den grønne omstilling af byens logistik og ser på hvilke rolle der forskellige aktører kan spille. Elektrificering af køretøjsparken, fremskyndet gennem etablering klimazoner i de større byer, vurderes at være det tiltag, der bedst kan fremme dekarboniseringen. Men det kræver klare politiske rammer og incitamenter fra statens side, og nye lokale partnerskaber mellem kommuner og erhverv at få omstillingen sat på skinner.

Danmark har fået et nyt ambitiøst klimamål som kræver en markant grøn omstilling i alle sektorer. Vejgodstransport med lastbiler er et af de områder hvor udledningerne er vokset og hvor omstillingen mangler at komme i gang. CONCITO har med støtte fra Energifonden i 2019-2020 gennemført en tværgående analyse af en række mulige spor i omstilling og dekarbonisering lastbiltransporten i Danmark. Herunder effektivisering (bedre kapacitetsudnyttelse), mere klimavenlige flydende brændstoffer, biogas, samt elektrificering (vi batterier, kørestrøm og/eller evt. brint). Det mest lovende spor vurderes samlet set at være elektrificering. Der er dog en række barrierer og begrænsninger for at rulle elektrificeringen hurtigt ud. Analysen peger derfor på nødvendigheden af en flerstrenget politisk strategi, som bl.a. bør omfatte både nationale tiltag og initiativer i forhold til EU-reguleringen. Præsentationen vil gennemgå analysens hovedresultater og de centrale politiske anbefalinger, og sætte dem i relation til andre nylige indspil, herunder rapporter fra Klimarådet og Regeringens Klimapartnerskab for Landtransport.

Paperets baggrungIntegration af miljøhensyn i trafikpolitik er stadig højt prioriteret i EU og herhjemme - i hvert fald på det formelle plan. Gennem miljøintegration (EPI= Environmental Policy Integration) sigtes der til at miljøhensyn varetages på lige linie med andre forhold, herunder økonomiske (fx transportens bidrag til at fremme væksten) og sociale (fx i ligelig adgang til mobilitet). Miljøintegration er direkte fastlagt i EUs traktater (incl. forfatningstraktaten) og det Europiske råd har vedtaget den såkaldte Cardiff strategi for at sikre fremskridt mod fuld miljøintegration indenfor en række sektorer, herunder transport. Herhjemme indgår princippet blandt andet i den Nationale Strategi for Bæredygtig Udvikling fra 2002, og det er også et vigtigt element i de nordiske landes fælles bæredygtighedsstrategi. Princippets fremtrædende placering skaber politisk behov for at vurdere hvordan det går med at integrere miljøhensyn, også indenfor transportsektoren. Dette indebærer dog visse vanskeligheder, da man har at gøre med et kvalitativt begreb, som ikke uden videre kan måles. Baggrunden for paperet er primært to konkrete projekter som vedrører opstilling af kriterier og indikatorer for at vurdere miljøintegration indenfor sektorpolitikker, specielt transport: en kvalitativ analyse af EPI i den europæiske trafikpolitik (gennemført) at arbejde på at foreslå målbare indikatorer for EPI i de Nordiske trafikministerier (udkast til forprojekt foreligger) Metoder og empirisk grundlagDen tilgang som rapporteres er overvejende kvalitativ: Der opstilles ud fra litteraturen nogle kriterier som benyttes til at vurdere EPI i forbindelse med trafikpolitikken på EU-plan med afsæt i diverse procedurer, policydokumenter og strukturer. Resultaterne sammenfattes på en simpel kvantitativ pointskala. Det empiriske grundlag udgøres primært af indsamlede informationer om praksis og producerer i forbindelse med miljøintegration i den europæiske trafikpolitik (især med vægt på praksis i transportgeneraldirektoratet DG TREN). Det er forslået at gennemføre et projekt hvor systematikken udmøntes konkret i forhold til de nordiske landes trafikministerier (afhænger af bevilling mv.). Resultater Hovedresultatet er en evaluering af sektorintegration i trafikpolitikken på EU plan ud fra en række teoretiske kriterier som uddrages af litteraturen. Evalueringen giver baggrund for at hævde at der endnu mangler meget førend man kan tale om at Cardiff processen er gennemført og miljøhensyn fuldt integreret i på EU niveau. Mange formelle beslutninger og rammer er på plads, men det synes begrænset hvor dybt de er trængt ind i organisationen, og hvor meget integrationsprincippet har influeret på de konkrete tiltag som gennemføres. Et andet resultat er at det vurderes som muligt at opstille visse simplificerede indikatorer til systematisk, tilbagevendende og aktuel måling af sektorintegration i de nordiske landes trafikpolitik. Styrker og svagheder ved de forslåede simplificeringer og indikatorer diskuteres.

Benchmarking benyttes i stigende grad i transportsektoren. EU kommissionen igangsatte i år 2000 et tematisk netværksprojekt (BEST = Benchmarking European Sustainable Transport) der skulle undersøge mulighederne for anvendelse af benchmarking som et trafikpolitik instrument til fremme af bæredygtig transport. Dette paper formidler hovedresultater fra BEST projektet. Hovedpointen er at benchmarking rummer mange potentialer, men at der også er væsentlige begrænsninger og faldgruber i forhold til den stillede opgave. For det første er benchmarking krævende at gennemføre ordentligt, især internationalt. For det andet er det ofte svært at definere de ydelser og effekter som sammenlignes i transportsektoren entydigt. For det tredje vanskeliggøres resultatoverførsel af variationer i den lokale kontekst For det fjerde er der i benchmarking en tendens mod at fokusere snævert og målrettet, hvilket til gengæld gør det svært at opfange brede hensyn såsom bæredygtighed. Alt dette medvirker til at umuliggøre direkte benchmarking af trafikpolitiske strategier. BEST projektet har imidlertid identificeret tre andre måder hvorpå benchmarking kan benyttes i trafikpolitikken, hvor instrumentets rolle er mindre ambitiøs, men potentielt meget nyttig.

Strategies for sustainable mobility and transport have, in recent years, been launched in many countries and also on the international level: so far, limited success has been recorded. However, the questions arise how the sustainability of transport systems and policies can in fact be measured, and how these measurements can be used in transport planning. This article focuses on indicators and monitoring frameworks applied in the transport sector. It explores a limited number of indicator systems presently in use, discussing if and how they contribute to making the concepts of sustainability operational for the governance of mobility. The six systems discussed include one general environmental indicator system, one transport policy performance measurement framework, and four indicator systems, which in particular focus on the interaction between transport and the environment. Four of the systems are national (Denmark, Canada and two from the US), and two are international (the European Environment Agency (EEA) and the Organisation for Economic Co‐operation and Development (OECD)). The paper concludes that these and other indicator systems appear to provide relatively limited guidance towards achieving sustainable mobility. There are four major issues which need considering if the aims of sustainability are to be incorporated more adequately: how to manage environmental comprehensiveness; how to bring causal factors into the systems; how to incorporate sustainability and policy targets, and how to link indicator systems and policy making.

Résumé Ces dernières années, des stratégies au service d'une mobilité durable (de transports durables) ont été mises en place dans maints pays et aussi au niveau international, jusqu'à présent sans grand succès. Il reste que la question se pose de savoir comment évaluer concrètement la durabilité des systèmes et des politiques de transports et comment les mesures obtenues peuvent servir à la planification des transports. Le présent article traite essentiellement des indicateurs et cadres de suivi qui sont en usage dans le secteur des transports. Il étudie un petit nombre de systèmes d'indicateurs en usage à l'heure actuelle et recherche s'ils contribuent, et de quelle manière, à rendre les concepts de durabilité opérationnels pour la gouvernance de la mise en œuvre de la mobilité. Les six programmes d'indicateurs examinés se composent d'un système général d'indicateurs d'environnement, d'un cadre d'évaluation de l'efficacité de la politique des transports et de quatre jeux d'indicateurs axés notamment sur l'interaction entre les transports et l'environnement. Quatre d'entre eux sont nationaux (un du Danemark, un du Canada et deux des États-Unis) et deux internationaux (Agence européenne pour l'environnement ( aee ) et Organisation de coopération et de développement économiques ( ocde )). L'auteur conclut que les orientations fournies par ces systèmes et d'autres programmes d'indicateurs ne favorisent guère la progression dans la voie d'une mobilité durable. Afin de mieux prendre en compte les objectifs de durabilité, il convient d'examiner quatre grandes questions : comment gérer l'intégralité de la problématique environnementale, comment incorporer les facteurs de causalité dans les systèmes, comment concilier durabilité et objectifs politiques et comment lier les systèmes d'indicateurs à l'élaboration de la politique.

Strategies for sustainable mobility & transport have, in recent years, been launched in many countries & also on the international level: so far, limited success has been recorded. However, the questions arise how the sustainability of transport systems & policies can in fact be measured, & how these measurements can be used in transport planning. This article focuses on indicators & monitoring frameworks applied in the transport sector. It explores a limited number of indicator systems presently in use, discussing if & how they contribute to making the concepts of sustainability operational for the governance of mobility. The six systems discussed include one general environmental indicator system, one transport policy performance measurement framework, & four indicator systems, which in particular focus on the interaction between transport & the environment. Four of the systems are national (Denmark, Canada, & two from the US), & two are international (the European Environment Agency (EEA) & the Organisation for Economic Co-operation & Development (OECD)). The paper concludes that these & other indicator systems appear to provide relatively limited guidance toward achieving sustainable mobility. There are four major issues which need considering if the aims of sustainability are to be incorporated more adequately: how to manage environmental comprehensiveness; how to bring causal factors into the systems; how to incorporate sustainability & policy targets, & how to link indicator systems & policy making. 2 Tables, 1 Figure, 46 References. Adapted from the source document.

Strategies for sustainable mobility and transport have, in recent years, been launched in many countries and also on the international level: so far, limited success has been recorded. However, the questions arise how the sustainability of transport systems and policies can in fact be measured, and how these measurements can be used in transport planning. This article focuses on indicators and monitoring frameworks applied in the transport sector. It explores a limited number of indicator systems presently in use, discussing if and how they contribute to making the concepts of sustainability operational for the governance of mobility. The six systems discussed include one general environmental indicator system, one transport policy performance measurement framework, and four indicator systems, which in particular focus on the interaction between transport and the environment. Four of the systems are national (Denmark, Canada, and two from the US), and two are international (the European Environment Agency (EEA) and the Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD)). The paper concludes that these and other indicator systems appear to provide relatively limited guidance toward achieving sustainable mobility. There are four major issues which need considering if the aims of sustainability are to be incorporated more adequately: how to manage environmental comprehensiveness; how to bring causal factors into the systems; how to incorporate sustainability and policy targets, and how to link indicator systems and policy making. 2 Tables, 1 Figure, 46 References. (Original abstract - amended)

Der arbejdes i ind- og udland på at opstille mål og indikatorer som kan belyse om transportudviklingen er bæredygtig og om den gennemførte politik indenfor området fører i den ønskede retning. Hertil anvendes bl.a. forskellige mål- og indikatormekanismer. I USA og Canada er indført formaliseret mål- og indikatorstyring – performance planning. Transport og miljø er blandt de emner som indgår i denne styring. I efteråret 2000 gennemførtes en studierejse til USA og Canada med støtte fra The German Marshall Fund . Sigtet var at undersøge hvordan der arbejdes med indikatorer for transport og miljø i de to lande. Specifikt var målet at undersøge hvordan performance planning fungerer indenfor transport- og miljøområdet, og i hvilket omfang performance indikatorer fungerer som mekanismer til at integrere miljø- og bæredygtighedshensyn på transportområdet.

The paper focuses on the use and influence of indicators in European sustainable transport policy from a knowledge utilization research point of view, using a qualitative approach. The starting point is the contrast between a general proposition that indicators are important tools for sustainable transport policy making, and utilization oriented research literature, which has often demonstrated that formal technical knowledge is used much less, or at least differently, than expected in policy and decision making. The paper looks at two cases of indicators applied for strategic policy making within the sustainable transport agenda. The first case concerns indicators tracking the fulfillment of national transport policy objectives in Sweden. The case explores the use and influence of an annual monitoring and evaluation report produced for this purpose. The second case deals with indicators applied for the Mid-Term Review of the European Commission.s transport policy White Paper "Time to Decide. We focus on use and influence of the indicator based study ASSESS conducted in 2005. It is found that several indicators are in fact used in policy processes, as evidenced in policy documents as well as through interviews. However, use does not automatically mean influence on policies or processes in more than the most superficial manner. Indicators seem to play an – at most - limited instrumental role in the studied policy cases while some signs of symbolic, conceptual and process roles are found. In the EU case some evidence of what we call a rationalization role of indicators is found, meaning that indicators inform and help to rationalize a change in the European Commissions position towards key objectives, and gain influence in this way. Factors that characterize the indicators, the users, the policy setting and the economic and political background may all contribute to explaining the type of use and influence observed in both cases.

I en række lande er der i de senere år gennemført fremtidsstudier af transportsektoren. Nogle fremtidsstudier er gennemført som en integreret del af trafikpolitik og -planlægning, mens andre er udført af uafhængige instanser. I alle tilfælde er udgangspunktet et ønske om at ruste samfundet til de fremtidige udfordringer og muligheder der tegner sig på transportområdet. Regeringen nedsatte i efteråret 2006 Infrastrukturkommissionen. Kommissionens opgave er at analysere fremtidens behov for infrastruktur og komme med forslag og strategier vedrørende håndteringen af de fremtidige udfordringer for transportinfrastrukturen. I den forbindelse anmodede Transport- og Energiministeriet COWI og DTF om at samle, beskrive og typologisere danske og internationale fremtidsstudier vedrørende transportsektoren og transportens infrastruktur til brug for Infrastrukturkommissionens arbejde. Dette blev udmøntet en rapport som blev afleveret til kommissionen i marts 2007. Arbejdet kan ses som et supplement til de mere formelle modelbaserede fremskrivninger, som kommissionen har rekvireret i anden sammenhæng. Formålet med dette paper er dels at præsentere hovedlinierne i rapporten og dels at perspektivere nogle af dens temaer yderligere. Indlægget vil således behandle: De overvejelser om udvælgelse, beskrivelse og typologisering af fremtidsstudier, som rapportenbygger på Hovedresultater og 'highlights' fra den gennemgåede litteratur – er der enighed om de centrale tendenser og forudsætninger af betydning for transportsektorens fremtid? Videre overvejelser om anvendelsen af fremtidsstudier i transportpolitik og planlægning – hvordan bruges studierne og hvordan kan de influere på beslutningerne? Det er vigtigt at understrege at projektet ikke i sig selv udgjorde et fremtidsstudie, og at formålet ikke har været at levere et selvstændigt beslutningsoplæg om fremtidsudfordringer for den danske transportsektor eller infrastruktur. Paperet repræsenterer naturligvis heller ikke Infrastrukturkommissionens eller Transport- og Energiministeriets synspunkter.

Sustainable transport has become a current and important ambition for transport planners and policy-makers around the world. In Denmark, this is confirmed in a political agreement on a 'Green Transport Policy', where significant new policies have been announced. A transition to sustainable transport raises important questions concerning the organization of national, planning processes integrating sustainability. In Denmark the effectiveness of the previous 'ad hoc' approach has been questioned, and some planning innovations have been adopted, like longer time frames, fixed planning cadences and coherent, strategic analyses. Internationally, transdisciplinary research on national, sustainable transport planning is limited and it is not established as a coherent field of research. The ambition of this paper is to contribute to this new field of research by establishing understandings and definitions of national sustainable transport planning. This will be done by distinguishing between existing national transport planning frameworks; those frameworks that attempt to incorporate sustainability; and a more elaborate and or ideal concept of national sustainable transport planning. Selected literature on national sustainable transport planning and associated terms form the basis of the paper, and since, neighbouring Norway and Sweden have for a number of years produced major, national transport plans, experiences from these two countries have already been subject to analyses, and will work as examples in the paper.